Det kan godt være det er forår, men det skal jo ikke forhindre nogen i at være lidt gnaven. Jeg prøver at fastholde det dårlige humør ved ikke at trække gardinerne fra og så sidder jeg her i halvmørket i stuen og drikker sur kaffe og prøver at vedligeholde mit forfatterimage. Jeg skriver nemlig.
Eller. Jeg foregiver at skrive. Med selvhøjtidelig mine fortæller jeg om min disciplinerede hverdag. Når nogen spørger, hvad de desværre sjældent gør. Når de endelig spørger, gør de store øjne og siger "Arj, jeg ville slet ikke have disciplin til at få skrevet, hvis jeg bare havde hele dagen. Hvordan gør du?" Og jeg siger "Jamen det kan jeg sagtens. Det er jo det jeg allerhelst vil, så jeg kan slet ikke vente med at komme hen til computeren." Og så anlægger jeg en betydningsfuld attitude.
Sandheden er at jeg sidder her og frusser.
Min nabo, kunstneren, siger at sådan er det at være kunstner og måske bliver jeg nødt til at ligge på sofaen og være deprimeret i et halvt år, før der kommer noget der kan bruges. Det har hun selv prøvet så tit. Derfor har hun taget sig et rigtigt job, for hun kunne heller ikke holde det ud.
Nu ser jeg hvor længe jeg kan holde den kørende. På make believe. Indtil da må romanen skrive sig selv.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar