ilinger

For første gang i mit liv har jeg prøvet at få en idé, som slog mig som så fantastisk og fuld af muligheder, at det rislede koldt op og ned ad min rygrad. Det fik mig ligefrem til at gyse af fryd.
Aldrig har jeg fået en ide, der manifesterede sig i min krop på den måde.
Godt, at det er midt om natten, og alle sover. Selv min nabo, kunstneren, har slukket lyset. Man må gå ud fra, at ingen så noget.
Så stille her er.

skrivebordsforhåbninger

Jeg har været uselskabelig.
Jeg har skrevet.
Og nu er jeg færdig.
Så færdig som man bliver.
Så selvom det ikke er godt nok, for det bliver det jo helt sikkert aldrig, har jeg trykket send idag. Og med en hvislende lyd (sprødt truende og hyggelig på samme tid) røg historien ud i verden.
Jeg håber, at den lander blødt - og øverst - på nogens skrivebord. En nogen, der kan se, at det her faktisk er meget godt.
For det er det sgu. Det er sgu meget godt.
Helt objektivt set.

Nå. Min nabo, kunstneren, slukker smøgen og lukker sin altandør, for det er endelig begyndt at regne. Så kan jeg godt snige mig udenfor.

Solskinsskrivning

Solen skinner udenfor, så jeg bliver nødt til at blive bag gardinerne idag. Er det ikke nok at jeg har hevet mig selv op ved hårrødderne og hen til skriveapparatet?
Det gjorde ondt. Men jeg sidder her.
På trods af afslag.
Ikke bare et, men TO afslag i løbet af de sidste tre uger.
Det svarer faktisk til en mindre byge af afslag. En ganske lille snestorm af afslag. Eller måske er det snarere en haglbyge af afslag... det slår i hvert fald hårdt. Og lige i ansigtet.
Hvad hjælper det at blive sammenlignet med Lone Hørslev, som jeg ellers er en stor beundrer af?
Og hvad hjælper det at blive sammenlignet med Naja Marie Aidt, som jo er mere end fantastisk?
Når det bare betyder at jeg ikke er lige så beundringsværdig og ikke lige så fantastisk. Når det bare betyder at jeg simpelthen ikke er god nok.
Jeg får ros, bevares, og når langt i processen, bevares, men bottomline er

NEJ

Og alligevel sidder jeg her og skriver videre.
Og solen skinner ind gennem gardinerne. Lige ned på tastaturet.

stjerner og klumper

Jeg er kommet mig over maveondet og over de forskellige former for mere eller mindre tvungen social omgang en familie ind imellem medfører. Oh, det tager mange timer at dyrke familiært samvær, især når man har en brudt og ombragt, opbragt og sammenbragt familie. Ret beset kan familie ikke bruges i ental længere, nu er der vel tale om, at vi har flere familier allesammen? Bestående af stjerner, cirkler eller mere eller mindre kongruente klumper. Samvær, især med dem vi ikke lige kongruerer med, er meget lærerigt, når man skal skrive, for det er vel det, det hele går ud på: Hvordan kan vi leve i verden, sammen med de andre, og samtidig være der selv? Hvordan lever vi i overensstemmelse med os selv og i harmoni med de andre, uden at blive kørt over af en damptromle eller selv kvæle andre? Det er det mit liv og min skrivning handler om, undersøger, prøver at leve. Og jeg kan hilse og sige fra denne stjerne, at det er ikke let.
Men dog heldigvis glimtvist interessant.
Jeg har allerede trukket gardinet fra, og klokken er kun 14.45. Nu kan jeg næsten lige så godt sætte mig til at skrive. Min nabo, kunstneren, er alligevel ikke hjemme, så hun behøver ikke opdage noget. Det er bedst at holde hende i troen på, at det står helt stille her. Man skal jo ikke sætte barren for højt.

trøst

Jeg hører dårlig popmusik fra firserne i stedet for at skrive.
Man HAR lov til at trøste sig selv med dårlig popmusik og et lunkent fodbad, når det hele stinker lidt.
Har været ude at rejse og har taget et yderst eksotisk maveonde med hjem. Så jeg mener det meget bogstaveligt, når jeg siger at det hele stinker lidt.
Man kan selvfølgelig betragte det som research til fremtidige skriverier, hvis jeg nogensinde skulle forfalde til RENT FAKTISK at skrive noget. Så vil jeg være i stand til at levere meget malende læseoplevelser om mavekrampe og muskler, der ligesom ikke virker som de skal.... Man kan også bare betragte det som en god lejlighed til at henfalde i ynkelig selvmedlidenhed. Det er så dejligt, hvis nogen kan se det og få ondt af én og måske lave te til én, og så kan man løfte koppen prøvende op til munden med sitrende fingre og sarte øjne.
Desværre er det kun min nabo, kunstneren, der kan opdage min tilstand, og hun har slet ikke været ude på altanen idag. Der er ikke meget ved at se lidende ud alene.
Jeg tror bare jeg skruer lidt op for musikken.

fordi man er den man er

Man handler som man handler, fordi man er den man er. 

Det er rigtig godt, når man skal skrive og arbejde med karakterer, og skod i virkeligheden. 

Fordi det passer.

Der er ikke en skid at gøre ved det.

Udflugt med familien

Man kan jo ikke skrive noget, når man er sammen med andre mennesker.
Man kan ikke engang lade som om man skriver.
For fuck's sake.

En foruroligende fin dag

Jeg har sendt digte til forlaget. Det var svært at finde på undskyldninger, da det fremgik af deres hjemmeside, at de foretrækker at modtage manuskripter digitalt. Der skulle ikke andet til, end at trykke enter. Jeg skulle ikke engang tage pænt tøj på. Eller tøj overhovedet. Så altså trykkede jeg på knappen.

Jeg har også skrevet idag. Ja rolig nu, så er det heller ikke vildere. Det er en historie jeg har arbejdet med, i min sparsomme hjerne, i to år, så det var vel også ved at være på høje tid. Ud kom den. Det tog 4 timer. God, lille, stille, stærk novelle, tror jeg.
Bagefter trak jeg gardinerne fra. Heldigvis haglede det, så jeg ikke kunne gå ud. Jeg burde vel ellers gå en tur.

Det lyder alt sammen meget fint, faktisk finere end det er. Til gengæld har jeg ikke talt med en levende sjæl hele dagen. Jeg så at min nabo, kunstneren, stod og fik sig en smøg på altanen og skævede over til mig, sulten efter en snak. Men jeg gemte mig bag gardinerne. Hun skal jo heller ikke tro hun er noget.

Skrivedag

Idag er det så meningen at jeg skal bruge hele dagen på at skrive. Nu er klokken er halv to og indtil videre er det lykkedes mig at undgå at ramme tastaturet overhovedet. Det kan godt tage lang tid at stå op (men derfor er der ingen der siger at man skal nå i bad), lave morgenmad (sur kaffe, tørt brød) og læse avisen (kommentere på alting, højlydt, for sig selv). Og det kræver mental forberedelse at nærme sig computeren: På gode dage yoga, meditation og gåture. På dårlige dage overspisning, spil og uværdige telefonsamtaler. Idag er en dårlig dag.
Men natten var god. Nej, nej, jeg fik ikke skrevet, det er klart, men jeg fik redigeret og sammensat et mindre tekstudvalg. Tror jeg vil sende det til et forlag. Vil i hvert fald printe og pakke, skrive på kuverten. Så må vi se om jeg går ud imorgen og rammer en postkasse.
Idag bliver jeg inde, det er sikkert. Det er jo skrivedag.

# tekst #

ensomhed er når man ikke gider være sammen med sig selv og man ikke forstår en fin hentydning og selskabet bliver belastende. Når man pludselig ser det, står det ret klart for en, at man aldrig slipper af krogen og bliver en del af  den ubesværethed de andre tager for sig af retterne med og de tager to gange af desserten og det er dem vel undt, virkelig, det kan godt blive for sødt for min smag og det meste af tiden tygger jeg lidt på det og - servietten i hånden og - folder den sammen om - det jeg  - spytter ud og -  lægger ordene i munden på de andre hvor de alligevel smager bedre. Og de andre - ser godt ud. De ser – godt - på mig. De er - gode. De er sig selv. Til forskel fra så mange andre. Mig. - Jeg ved ikke hvordan de gør, de tygger og de synker og jeg - lægger mig ned, jeg ligger godt her, med gulvvarme, der er koldt deroppe og der er ugler i mosen og jeg ser syner igen. Jeg slapper lidt af. Jeg slapper lidt af - nu. 

jeg lader som om jeg skriver

Idag har jeg rent faktisk kommunikeret med omverdenen.
Bare rolig, jeg har ikke været udenfor; jeg har mailet og fb'et til nogle digterkollegaer og givet udtryk for at jeg er i, hvis ikke ligefrem kunstnerisk, så kreativ proces. Man kan også fortolke det, som at jeg har malet mig lidt længere op i det hjørne jeg sidder klemt inde i. For på et eller andet tidspunkt, før eller siden, skulle der jo gerne fremkomme et produkt. Nogle ord. Noget at læse. En bog. En film. Okay, så bare en lille pamflet...
Men næh nej, sådan spiller klaveret ikke. Der kommer ikke et ord herfra. Min skrivevirksomhed er skin og pretend.
Min eneste trøst er min nabo, kunstneren. Hun siger at det er helt normalt med stilstand og krise og indelukkethed (for ikke at nævne tab af selvværd, mangel på mod, dårlig ernæring og blodmangel) og hun ler, når jeg synes at det har varet længe nok. "Det har det jo åbentbart ikke", siger hun og puster cigaretrøgen i hovedet på mig. Og så drikker vi lidt kaffe.

kærlighed

Har været på skrivekursus: "For at bruge den naturlige historie aktivt, skal vi synliggøre menneskelivets mønstre for os selv".
Hvis man fx skal skrive om kærlighed, skal man altså kende reglerne...
Suk.

ulykkelige sjæle i økologisk yogatøj

Gik i byen med gamle venner.
Det var som det plejer; det ene mere grundstødte, let overvægtige liv efter det andet.
Som altid god inspiration til fortællinger og karakterer, hvis jeg en dag virkelig skulle finde på at skrive en historie. Tror efterhånden ikke der FINDES harmoniske mennesker derude. Alle går fra hinanden eller fra sig selv.
Søgende storkøbenhavnske kvinder fokuserer for tiden ekstremt meget på mad og sundhed, og valfarter til egoismeopbyggende retreats og kurser for indre ro og balance, hvor ikke engang halvstuderede røvere masserer deres overfladebuddhistiske ego med letkøbte livsstilsfilosofiske betragtninger med øjeblikkelig selvtilfredshedsgaranti.
Nej. Du er ikke god nok. Så fed er du heller ikke. Der er en grund til at du er ulykkelig og det kan ikke sprayes over med raw food og lækkerhed.

Jeg bliver hjemme i morgen.

Jeg tænker positivt

Jeg har været på kurser og jeg har læst bøger. Jeg ved at min tankegang er afgørende for min dagligdag og for hele min opfattelse af hvordan jeg har det og for hvordan jeg ser mit liv og min tilværelse. Så jeg tænker positivt. Hele tiden. Det er en ren øvelsessag at få et godt liv.

En naiv opmuntring

Jeg har fået en mail fra en læser. Hun skriver at hun glæder sig til at se min nye roman på tryk.
Jeg må le.

Hvad jeg har gjort og hvad jeg ikke har gjort

Så gik der endnu en dag hvor jeg ikke fik skrevet en skid.
Men hvad HAR du dog så lavet, frk Krage?
Jeg har spist 4 stykker rugbrød og to boller og tre digestive kiks og 1,5 pære og tygget noget tyggegummi.
Jeg har drukket sur kaffe og stærk te og et halvt glas vand.
Jeg har spillet Rumble mod ukendte modstandere.
Jeg har set en dokumentarfilm om en barndom med misbrug; Min barndom i helvede.
Jeg har set en spillefilm om en barndom med misbrug; Himlen Falder.
Jeg har taget noter og lavet en liste.
Over ting jeg skal gøre og film jeg skal se.
For at skrive.
Men jeg har ikke skrevet. Som sagt.
Og jeg har ikke trukket gardinerne fra.

I aften vil jeg gå ud.

Bag gardinerne

Det kan godt være det er forår, men det skal jo ikke forhindre nogen i at være lidt gnaven. Jeg prøver at fastholde det dårlige humør ved ikke at trække gardinerne fra og så sidder jeg her i halvmørket i stuen og drikker sur kaffe og prøver at vedligeholde mit forfatterimage. Jeg skriver nemlig.
Eller. Jeg foregiver at skrive. Med selvhøjtidelig mine fortæller jeg om min disciplinerede hverdag. Når nogen spørger, hvad de desværre sjældent gør. Når de endelig spørger, gør de store øjne og siger "Arj, jeg ville slet ikke have disciplin til at få skrevet, hvis jeg bare havde hele dagen. Hvordan gør du?" Og jeg siger "Jamen det kan jeg sagtens. Det er jo det jeg allerhelst vil, så jeg kan slet ikke vente med at komme hen til computeren." Og så anlægger jeg en betydningsfuld attitude.
Sandheden er at jeg sidder her og frusser.
Min nabo, kunstneren, siger at sådan er det at være kunstner og måske bliver jeg nødt til at ligge på sofaen og være deprimeret i et halvt år, før der kommer noget der kan bruges. Det har hun selv prøvet så tit. Derfor har hun taget sig et rigtigt job, for hun kunne heller ikke holde det ud.
Nu ser jeg hvor længe jeg kan holde den kørende. På make believe. Indtil da må romanen skrive sig selv.