Jeg er kommet mig over maveondet og over de forskellige former for mere eller mindre tvungen social omgang en familie ind imellem medfører. Oh, det tager mange timer at dyrke familiært samvær, især når man har en brudt og ombragt, opbragt og sammenbragt familie. Ret beset kan familie ikke bruges i ental længere, nu er der vel tale om, at vi har flere familier allesammen? Bestående af stjerner, cirkler eller mere eller mindre kongruente klumper. Samvær, især med dem vi ikke lige kongruerer med, er meget lærerigt, når man skal skrive, for det er vel det, det hele går ud på: Hvordan kan vi leve i verden, sammen med de andre, og samtidig være der selv? Hvordan lever vi i overensstemmelse med os selv og i harmoni med de andre, uden at blive kørt over af en damptromle eller selv kvæle andre? Det er det mit liv og min skrivning handler om, undersøger, prøver at leve. Og jeg kan hilse og sige fra denne stjerne, at det er ikke let.
Men dog heldigvis glimtvist interessant.
Jeg har allerede trukket gardinet fra, og klokken er kun 14.45. Nu kan jeg næsten lige så godt sætte mig til at skrive. Min nabo, kunstneren, er alligevel ikke hjemme, så hun behøver ikke opdage noget. Det er bedst at holde hende i troen på, at det står helt stille her. Man skal jo ikke sætte barren for højt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar