Solskinsskrivning

Solen skinner udenfor, så jeg bliver nødt til at blive bag gardinerne idag. Er det ikke nok at jeg har hevet mig selv op ved hårrødderne og hen til skriveapparatet?
Det gjorde ondt. Men jeg sidder her.
På trods af afslag.
Ikke bare et, men TO afslag i løbet af de sidste tre uger.
Det svarer faktisk til en mindre byge af afslag. En ganske lille snestorm af afslag. Eller måske er det snarere en haglbyge af afslag... det slår i hvert fald hårdt. Og lige i ansigtet.
Hvad hjælper det at blive sammenlignet med Lone Hørslev, som jeg ellers er en stor beundrer af?
Og hvad hjælper det at blive sammenlignet med Naja Marie Aidt, som jo er mere end fantastisk?
Når det bare betyder at jeg ikke er lige så beundringsværdig og ikke lige så fantastisk. Når det bare betyder at jeg simpelthen ikke er god nok.
Jeg får ros, bevares, og når langt i processen, bevares, men bottomline er

NEJ

Og alligevel sidder jeg her og skriver videre.
Og solen skinner ind gennem gardinerne. Lige ned på tastaturet.

stjerner og klumper

Jeg er kommet mig over maveondet og over de forskellige former for mere eller mindre tvungen social omgang en familie ind imellem medfører. Oh, det tager mange timer at dyrke familiært samvær, især når man har en brudt og ombragt, opbragt og sammenbragt familie. Ret beset kan familie ikke bruges i ental længere, nu er der vel tale om, at vi har flere familier allesammen? Bestående af stjerner, cirkler eller mere eller mindre kongruente klumper. Samvær, især med dem vi ikke lige kongruerer med, er meget lærerigt, når man skal skrive, for det er vel det, det hele går ud på: Hvordan kan vi leve i verden, sammen med de andre, og samtidig være der selv? Hvordan lever vi i overensstemmelse med os selv og i harmoni med de andre, uden at blive kørt over af en damptromle eller selv kvæle andre? Det er det mit liv og min skrivning handler om, undersøger, prøver at leve. Og jeg kan hilse og sige fra denne stjerne, at det er ikke let.
Men dog heldigvis glimtvist interessant.
Jeg har allerede trukket gardinet fra, og klokken er kun 14.45. Nu kan jeg næsten lige så godt sætte mig til at skrive. Min nabo, kunstneren, er alligevel ikke hjemme, så hun behøver ikke opdage noget. Det er bedst at holde hende i troen på, at det står helt stille her. Man skal jo ikke sætte barren for højt.

trøst

Jeg hører dårlig popmusik fra firserne i stedet for at skrive.
Man HAR lov til at trøste sig selv med dårlig popmusik og et lunkent fodbad, når det hele stinker lidt.
Har været ude at rejse og har taget et yderst eksotisk maveonde med hjem. Så jeg mener det meget bogstaveligt, når jeg siger at det hele stinker lidt.
Man kan selvfølgelig betragte det som research til fremtidige skriverier, hvis jeg nogensinde skulle forfalde til RENT FAKTISK at skrive noget. Så vil jeg være i stand til at levere meget malende læseoplevelser om mavekrampe og muskler, der ligesom ikke virker som de skal.... Man kan også bare betragte det som en god lejlighed til at henfalde i ynkelig selvmedlidenhed. Det er så dejligt, hvis nogen kan se det og få ondt af én og måske lave te til én, og så kan man løfte koppen prøvende op til munden med sitrende fingre og sarte øjne.
Desværre er det kun min nabo, kunstneren, der kan opdage min tilstand, og hun har slet ikke været ude på altanen idag. Der er ikke meget ved at se lidende ud alene.
Jeg tror bare jeg skruer lidt op for musikken.